KIRK OM HEALING MED VIVI:
Jeg følte det som om der var en prop i mig
Jeg har i efteråret 2017 kunnet mærke at 2018 ville blive et år med forandring. Jeg har haft det som om at ’18 ville blive et år hvor jeg høstede, mere end at så.
Et år med et hamskifte.
Hvor noget ville være markant anderledes i mig.
Uden at jeg vidste præcis hvad.
Men samtidig havde jeg det også underligt, stramt, spærret inde, låst, fastspændt-agtigt, da jeg kom ned til Vivi. Som om der var en prop i mig. En prop der føltes som om, den sad omkring mit bryst og blokerede passage, både ned i mine ben, ned til mine rødder, min forbindelse til mig selv og en prop som blokerede en forbindelse til mine øvre chakraer, min forbindelse til det guddommelige, min intuition og også min evne til at se nyt, være kreativ og slippe.
I løbet af de dage hvor jeg er hos Vivi bliver jeg healet flere gange.
Den ene gang husker jeg så tydeligt hvordan det føles som om jeg ikke helt kan trække vejret, som om mit bryst, lige der ved brystbenet er, er løftet lidt, og som om jeg ikke helt kan få kontakt til underlaget, til mig selv og skabe flow imellem over- og underkrop.
Du må ikke spørge mig hvad det er hun gør, hende Vivi.
Eller hvordan healing fungerer som i praksis.
Det gør ikke ondt. Det føles meget kærligt og jeg kan mærke at jeg er meget tryg i processen og at Vivi har gode hænder.
Da jeg går af briksen føles det som om proppen er væk. Som om der er mere forbindelse og flow.
Det føles som om jeg popper popcorn
Den næste session med Vivi er også inklusiv healing og udover at hun healer mit haleben, som har gjort ondt i næsten ti år, så da jeg efterfølgende går en tur, er nødt til at sende hende en sms hvor jeg skriver ‘jeg føler jeg har får en hale igen og at jeg nu bare kan gå og vrikke med halen’, så healer hun også mit hoved.
Da hun starter spørger hun ind til hvordan det føles omkring mit hoved; ‘Tungt. Spændt. Som om der er sådan en stor metal-bøjle henover mit hoved, som strammer. Den er mørkegrå.’
Det er hvad jeg kan fortælle.
Imens Vivi healer mig, mister jeg al fornemmelse af tid og sted og giver mig hen til det hun kan. I fuld tillid. For hun kan noget og jeg vil ikke ‘belemre’ mit hoved, med at prøve at forstå hvad det er.
Undervejs i healingen, kan jeg mærke at det letter. At båndet fjerner sig.
Med det fulgte også en sårbarhed, for jeg følte mig lige pludselig meget åben.
Og lige der midt på briksen, en eftermiddag tror jeg det var, i hænderne på en kvinde, jeg bare vidste at jeg kunne have tillid til, begynder jeg at grine.
Vivi spørger hvad jeg mærker?
‘Mit hoved popper. Det er som om toppen af mit hoved er blevet til en popcornsmaskine og nu popper små fine hvide popcorn ud af hovedet på mig.’
Og sådan har det været siden.
At ideerne står i kø.
Min livsenergi har fået et skud vitaminer.
Proppen i mig er væk og jeg føler igen at jeg har forbindelse med mig selv, mine rødder, mine ønsker, det som er godt for mig og ikke mindst min kreativitet.
Jeg kan ikke forklare hvad der er sket.
Men jeg kan sige dig så meget; hun kan noget. Hende Vivi. Som er som en maggiterning af kærlighed og lys og hun rør mig. Rør noget i mig. Forandrer noget.
Tak Vivi!
KIRK PÅ 3-DAGES RETREAT:
Forestil dig at være så presset, at du slet ikke opdager at du går 30% over dit omsætningsmål for et helt år!
Tillæg så en dyb sorg, et dødsfald og et brud med kærligheden.
Sådan var mit liv, da jeg sagde ja til tre dage hos Vivi Schmidt på Vedelshavegaard på Nordfyn.
Jeg var færdig.
Og græd mig i søvn ofte, fordi jeg var så træt og følte at jeg ikke havde mere at give.
Jeg vidste ikke helt hvad jeg sagde ja til.
Bare at det var tre dage med overnatning, at jeg skulle være der alene og at det var en blanding af stilhed, behandlinger og samtaler.
Det var en veninde der havde anbefalet mig Vivi. Nogen gange er det som om, andre bedre kan se, hvad der foregår i vores liv, end os selv.
Sådan er det i hvert fald tit for mig, når jeg ender i Hamsterhjulet, hvor jeg tror at den eneste løsning er at løbe hurtigere, sove mindre og arbejde hårdere.
Som sendt fra himlen dukkede Vivi Schmidt op og uden tøven sagde jeg ja og glemte i mellemliggende periode, indtil jeg skulle afsted, alt om hvad der ventede mig.
Den 3. januar pakkede jeg min taske og vendte snuden mod Fyn.
Motorvejens asfalt forsvandt under bilen, træer susede forbi vinduerne og himlen pakkede mig ind i hvide skyer, alt imens ét spørgsmål blev ved med at dukke op.
Et Vivi havde stillet mig i telefonen;
‘Hvad kunne du tænke dig, at få ud af at være her?’
Et fuldstændig reelt spørgsmål.
Som havde luret i mit baghovedet, men som ikke havde noget svar.
Da jeg drejer ind på den sidste vej, en lille asfaltvej mærker jeg en uro i mig, en sitren – som det vakuum der nogen gange opstår i mig på tærsklen imellem ønsket og behovet om at slappe af og finde ro og det reelle tempo indeni mig.
Jeg kører ind igennem porten på Vedelshavegaard og sammen med en masse puttegokhøns, kommer Vivi mig i møde.
Hun ser sød ud.
Ligner en maggi terning af ro og kærlighed på én gang og med ét kan jeg mærke, at her må jeg overgive mig og lade en anden tage styringen i de næste par dage.
Måske verdens fineste lille hus – bare til mig!
Vedelshavegaard er en trelænget gård, hvor den ene længe er til mig. En hel længe indrettet med naturen som kompas og hygge og omsorg som fokus.
Her er bløde betongulve at gå på, sutsko til fusserne og en brændeovn der sagte buldrer og byder mig velkommen.
Levende lys, bløde velourpuder og en gyngestol foran brændeovnen danner rammen om tre dage, bare til mig.
Jeg går aldrig med ur og for første gang nogensinde har jeg ladet min computer blive hjemme. Min telefon er slukket og jeg har kun en enkelt krimi med, fordi jeg elsker at lade tiden passere imens jeg selv lader fantasien sætte billeder på det jeg læser.
Ellers er der ikke andet.
Intet tv. Radio eller andet der kan dulme og slukke følelserne i mig.
Bare mig. Tiden. Og Vivi.
Nå ja, og puttegokhønsene – som ikke bare er høns, men glade høns på landet.